Hvad laver vi på vore klubaftener. Se Aktivitetsplan.

Troldhedes Signaler og kælderen.

Der bliver stadigvæk bakset med togvejene i kælderen. Det skal gerne være sådan at en person kan klare trafikken - vha. computer. Derfor skal alle togveje kunne laves med et klik eller 2 med musen.
På Troldhede fortsættes omflytningen af signalerne. Der var f.eks kun dobbeltvinger på sporene fra Skjern og Herning medens indkørsel fra Ejstrup og Grindsted blev dækket af et signal med en vinge. Udkørselssignalerne stod forbavsende tæt på stationen. De var alle enkeltvingede signaler. Mod Ejstrup og Grindsted var der kun et signal fra henholdsvis spor 0 og spor 3/4. Mod Skjern og Herning var der 2 signaler i begge retninger, placeret ved siden af hinanden til højre for sporet - 1 for spor 1 og 1 for spor 2.
Indkørselssignalet(DSB) skal monteres mellem de 2 skinner.
Udkørselssignalerne mod vest er flyttet ind til det yderste sporskifte jfr. tegning og foto.
I østenden er signalerne placeret lige ud for TKVJs remise.
I kælderen programeres der sporveje - mange kombinationer når der er 7 spor i den første rist og 11 i den anden og derudover 5 spor til trækkraft.
.

En speciel klubaften - Vandretur på den skæve og signaler.

Jan og Flemming tog på en lille udflugt for at opmåle og fotografere det lille kolonnehus der stadigvæk står på sin plads nord for Grindsted Station. Fra P-pladsen er der ca.2 km til huset, så vi fik dagens motion på plads.
Kilometerstenene står stadigvæk på deres plads. Vi kunne ikke finde km 43,0.
Ved km 42,7 findes denne lille bro.
Lige til "Modelbanen" - frit efter kendt modelbanemand.
Kolonnehuset findes ved km 43,5.

Sjov lille størrelse.
Bygget af sveller med forskalningsbrædder til at dække revnerne.
Inde i hytten er der en lille udstilling om "Den Skæve Bane"
Hjemme i klubben blev Troldhedes udkørselssignaler flyttet jfr. DSBs tegning fra 40erne. (tak til Henning Orlowicz). Det bevirker at vi også får plads til indkørselssignaler i østenden af stationen.

På besøg i Ribe.

Det er næsten en tradition at Jan og Flemming besøger Ribe lige efter årets DMJU udstilling. Således også i år. Vi var på besøg d.5 april - skulle aflevere de kabelbakker vi ikke havde fået med til Bramdrupdam.
Ribe Historiske Jernbane Model Selskab har som bekendt til huse under det gamle sygehus. Man skal derfor bevæge sig gennem den stormflodssikrede indgang (store metaldøre) før man træder ind i de hellige haller.
Der er sket mange ting på anlægget, det der især falder i øjnene er pakhusets omgivelser.
Der er kommet læssevej og rampe, træer bevoksning og hegn.
Der er også sket lidt med stationsbygningen.
De første vinduer er lavet.
og på den modsatte side har mureren været på arbejde.
I nabolokalet er der gang i "træproduktionen" - tørring af forskellige planter.
Men på sidebanen til Bogense er også sket noget. Der er dukket en helt ny station op.
Jullerup - flot privatbanestation fra Nordvestfyn.
Der blev selvfølgelig også arbejdet på anlægget - her justeres et sporskiftedrev på Jullerup Station.
Mere om RHJMS.